Bankrådet i Næstved: Deres rolle og arbejde
Med bankens lokalstrategi har bankrådet i Næstved en afgørende betydning for blandt andet at udstikke bankområdets retning og samtidig være sparringspartner for den daglige ledelse. Bliv klogere på bankrådets rolle og arbejde her.

Et bankråd er ikke bare et bankråd. Bankrådet i Næstved er sparringspartner for den daglige ledelse. Med andre ord følger rådet den driftsmæssige udvikling, forholder sig til markedsmæssige tiltag og er med til at udstikke bankområdets retning.
- Bankrådet er valgt af bankområdets aktionærer og skal ses som Spar Nords ambassadører i vores lokalområde. Med 8 aktionærvalgte medlemmer i bankrådet samt et medarbejdervalgt medlem har vi nogle engagerede personer, der aktivt arbejder for Spar Nord, fortæller direktør for Spar Nord Næstved Bjarne Elmelund Nielsen og uddyber:
- Da bankrådet har fokus på fagligt og forretningsskabende arbejde er medlemmerne valgt på baggrund af deres store lokale berøringsflade og med fokus på, at de repræsenterer forskellige kundegrupper.
Med bankrådet i Næstved har den lokale bank en gruppe mennesker, der ser tingene fra både bankens, kundernes og aktionærernes side. Netop det gør bankrådet til en værdifuld sparringspartner i spørgsmålet om profilering og markedsbearbejdning ifølge Bjarne Elmelund Nielsen:
- Det er en vigtig kvalifikation for bankrådet, at de har en samfundsmæssig indsigt og en føling med, hvad der sker i lokalområdet. Bankrådet får indblik i vores bankområdes ve og vel, og hører en uddybende begrundelse for væsentlige beslutninger truffet af banken således, at de kan argumentere for disse beslutninger i deres netværk, fortæller han.
Bankrådet tegner samtidig banken udadtil. Det gør sig blandt andet gældende i forbindelse med Spar Nord Fondens aktiviteter. Det er bankrådet, der indstiller, hvordan fondens midler skal disponeres, ligesom det er bankrådets medlemmer sammen med direktøren for bankområdet, der repræsenterer fonden i lokalsamfundet.
Spar Nord Fonden støtter hvert år flere hundrede lokale projekter og foreninger. Donationerne, der skal gavne og fornøje fællesskabet, gives til aktiviteter, der medvirker til udvikling og sammenhold i lokalsamfundet, kulturelle aktiviteter, sociale formål samt udvikling, der er med til at løse samfundsmæssige udfordringer. Som medlem af bankrådet i Spar Nord Næstved arbejder de således for at gøre en forskel ved at spotte og få indstillet de helt rigtige til at modtage Spar Nord Fondens midler.
- Spar Nord Fondens midler er til stor glæde og gavn for lokalsamfundet og giver en unik mulighed for at støtte spændende initiativer og de mange ildsjæle, vi har i lokalområdet. At være med til at udvælge og gøre en forskel på den front er en kæmpe motivationsfaktor for alle os i bankrådet, fortæller formand for bankrådet i Næstved Carsten Nielsen.
I bankrådet sidder formand Carsten Nielsen, næstformand Anders Hansen, Morten Hansen, Steen Bo Hansen, Klaus Jørgensen, Tina Kolath Petersen, Henrik Sørensen og medarbejderrepræsentant Martin Rahn Kurek.