Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
Antvorskovhallen skifter navn til Spar Nord Arena Slagelse
Spar Nord Slagelse ønsker at støtte op om de lokale aktiviteter - af den grund har de givet et bud i navneudbudsrunden på Slagelses største idrætshal, hvor det netop er meddelt, at de har vundet navnet. Antvorskov Hallen skifter derfor navn til Spar Nord Arena Slagelse.

Antvorskov Hallen, som nu skifter navn til Spar Nord Arena Slagelse, går en spændende tid i møde. For nyligt er sportshallen blevet hjemmebane for volley-landsholdet og nu kan de ligeledes glæde sig over et nyt navn, som forventeligt træder i kraft til april 2019.
Leder af idræt, fritid og faciliteter i Slagelse Kommune, Christian Abildgaard er godt tilfreds. Han udtaler:
- Det bidrag vi får fra Spar Nord Slagelse vil primært gå til en pulje i Slagelse Kommune, som er afsat til kommunens foreninger. Det resterende bidrag vil gå til en opgradering af inventar og andre faciliteter i hallen, der kommer hallens brugere til gavn. Hallen benyttes for det meste til idræt, men bruges også til kulturelle begivenheder og til konferencer.
Direktør i Spar Nord Michael Bach Rasmussen udtrykker, at han ser det som en win-win løsning. Han fortæller:
- Lige siden vi åbnede Spar Nord Slagelse i 2007, har vi oplevet en stor opbakning til os som bank. Kunderne i Slagelse lægger fortsat vægt på en lokalbank i kommunen, hvor beslutningerne også træffes lokalt her i Slagelse – og ikke på et områdekontor et andet sted i landet.
Det kan vi mærke ved, at vi også i 2018 er vokset med 500 nye kunder og vi nærmer os således nu 6.000 gode lokale kunder i banken - og denne støtte er særdeles værdsat fra vores side.
Af samme årsag ønsker vi også at give noget igen, hvilket vi i denne gang har valgt bla. at gøre gennem dette ekstra-bidrag, som er øremærket til foreningslivet i kommunen.
Direktør Michael Bach Rasmussen synes det er rart at kunne give noget igen, og dét gør vi i Spar Nord Slagelse ved at støtte op om lokale aktiviteter og hjælpe med støtte til de mange gode lokale initiativer. De seneste støttekroner er gået til Slagelse Tennisklub, SVØM Korsør, Hjertestarterkursus til Vesthallen, Korsør Active Days, FS Hashøj, Slagelse Cykelring og mange andre lokale foreninger.