Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

Aars Knækker Cancer – Spar Nord Fonden er med

3968 Aars · Nyhedsrummet 1470X830px · Knæk Cancer Blomst · Privat

Igen i år har Aars tænkt sig at bidrage med et klækkeligt beløb til den landsdækkende Knæk Cancer-indsamling gennem en række events arrangeret af foreningen ’Aars Knækker Cancer’. Spar Nord Fonden støtter foreningen med 25.000 kroner.

Danmarks største Knæk Cancer Blomst. Det er missionen for ildsjæle i Aars, der ønsker at give deres bidrag til kampen mod kræft, som officielt starter i uge 43 med Knæk Cancer-kampagnen.

I Aars tyvstarter de kampagnen søndag den 24. oktober, hvor de samler Aars og omegn til et event på Sondrup Park, hvor over 1.000 deltagere skal være med til at lave Danmarks største Knæk Cancer Blomst.

En aktivitet som denne ønsker Spar Nord Fonden at støtte op om og har derfor doneret 25.000 kroner til foreningen ’Aars Knækker Cancer’, som står bag dette arrangement og en række andre til indsamling af midler til Knæk Cancer-sagen.

- Aars Knækker Cancer handler om, at Aars’ borgere, butikker og erhvervsdrivende går sammen om at skrabe et massivt beløb ind til Knæk Cancer-sagen. Det handler altså om Aars, der står sammen som by og involverer alle, fortæller direktør i Spar Nord Aars Klaus Frederiksen på vegne af Spar Nord Fonden og fortsætter:

- Vi har stor respekt for de ildsjæle, der står bag projektet, og som gør det muligt at støtte kræftsagen gennem en fælles indsats. Det er med andre ord et formål, som vi absolut ønsker at støtte op om.

Foruden Spar Nord Fondens økonomiske håndsrækning, donerer Spar Nord Aars seks gaver til præmier i forbindelse med gaverør, som kan købes i byens butikker. Gaverne består af et romantisk ophold på Himmerland og fem sportstasker fyldt med guf til hele familien.