Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

20. september 2019
Aalborg, Hasseris

AaB-fan overrasket med fodboldrejse til Skotland

Omgivet af sækkepibemusikanter fik AaB-fan Thomas Kloster overrakt en fodboldrejse for to personer til en valgfri kamp i Skotland af AaB’s målmand Jacob Rinne og angriber Tom van Weert.

Kampens Spiller

En helt almindelig fodboldtræning i Gudumholm IF lidt uden for Aalborg udviklede sig forleden til et overraskelsesmoment af de helt store for serie 3-holdets målmand Thomas Kloster. For midt under træningen troppede AaB’s målmand Jacob Rinne og angriber Tom van Weert pludselig op sammen med Spar Nord for at erklære ham som den heldige vinder af en fodboldrejse for to personer til Skotland.

Spar Nord havde forinden været i kontakt med Thomas Klosters fodboldtræner, der indvilligede i at tage fusen på Thomas Kloster ved at bilde ham ind, at der ville komme et tv-hold på besøg i klubben for at lave et indslag om frivillighed inden for lokalsporten. Et interview, Thomas Kloster takkede ja til at medvirke i, da han udover at være frivillig i Gudumholm IF også er frivillig i håndboldklubben Nøvling IF.

- Jeg tænkte, det var en god ting at snakke om frivillighed, og da jeg er frivillig flere steder, så var det jo oplagt, at jeg skulle deltage i det, siger han.

Interviewet skulle foregå efter træningen, så da et kamerahold dukkede op under træningen, var det ikke noget, der kom bag på Thomas Kloster. Det var først, da to sækkepibespillere i autentiske, grønne uniformer pludselig begyndte at indtage fodboldbanen og kredse sig om Thomas Kloster, at han begyndte at fatte mistanke.

- Lige pludselig kunne jeg høre en mærkelig lyd, og det undrede mig virkelig, for der plejer altså ikke at være nogen herude, der spiller sækkepibe. Men efterhånden som de to musikere begyndte at stimle sammen om mig, kunne jeg jo godt fornemme, at der skete noget, der drejede sig om mig, og som jeg ikke havde den fjerneste anelse om. Jeg skulle jo bare tale om frivillighed, griner Thomas Kloster.

Anledningen til præmieoverrækkelsen var, at Thomas Kloster, der har sæsonkort til AaB’s kampe, flere gange i løbet af forårssæsonen havde deltaget i Spar Nords konkurrence om kampens bedste spiller i forbindelse med AaB’s superligakampe. Efter hver kamp udtrækkes en vinder, der får en signeret AaB-spillertrøje, men blandt de tusindvis af stemmer trækkes også en vinder af sæsonens hovedpræmie – en fodboldrejse for to personer til en værdi af 10.000 kroner med fly og hotel betalt.

Blev tom for ord
Om selve overrækkelsen fortæller Thomas Kloster, at han blev meget glad og overrasket over at vinde forårssæsonens hovedpræmie, men mest over den måde, præmien blev overrakt på. Faktisk blev han så overvældet, at han helt mistede mælet i mødet med de to AaB-spillere.

- Jeg husker overhovedet ikke, hvad jeg fik sagt. Jeg blev vist lidt paf, fordi jeg var så overvældet, siger han.

Hvornår rejsegavekortet skal bruges, ved Thomas Kloster endnu ikke, men sammen med kammeraten Nikolaj håber han på at få mulighed for at opleve rivaliseringen mellem de to skotske fodboldklubber Celtics F.C. og Rangers F.C., som også er kendt under betegnelsen ’The Old Firm’.

Drømmer du selv om at stikke af sted med hovedpræmien for den aktuelle efterårssæson, er det muligt at stemme på kampens bedste spiller i forbindelse med AaB’s superligakampe via hjemmesiden www.stemaab.dk. Efter hver kamp trækkes en vinder af en signeret AaB-spillertrøje.

Alle, der stemmer, er også med i konkurrencen om en hovedpræmie bestående af en valgfri fodboldrejse i Europa til en værdi af 10.000 kroner for to personer inklusive fly, overnatning og fodboldbilletter. Præmien kan ikke ombyttes til kontanter.