Gå til hovedindhold

50.000 kr. til dommerprojekt for nye unge håndbolddommere

Spar Nord Fonden donerer 50.000 kroner til Jydsk Håndbold Forbund Kreds 6. Donationen skal gå til etablering af et 3-årigt dommerprojekt for nye unge håndbolddommere.

1617702245

Med en donation på 50.000 kroner fra Spar Nord Fonden søger Jydsk Håndbold Forbund Kreds 6 at etablere et nyt dommerprojekt for unge håndbolddommere, hvor der vil blive fokuseret på at skabe sammenhold og fællesskab gennem etablering af et stærkt netværk.

- Vi er utroligt glade for den økonomiske opbakning til det nye dommerprojekt fra Spar Nord Fonden. Vores hensigt er at samle unge dommere igennem sæsonen til blandt andet løbetest, regellæring, oplæg og sociale arrangementer. Vi vil udvikle og lære dem hvordan man leder håndboldkampe – give dem en ballast for livet, der også kan bruges udenfor håndboldbanen, fortæller Mike Thygesen, Formand for Sponsorudvalget.

- Som lokalbank er vi meget glade for at støtte op om foreningslivet i lokalområdet. Håndbold er en vigtig sport, der skaber sociale og faglige kompetencer for både spillere og dommere i lokalsamfundet. Med etablering af et nyt dommerprojekt skal det gøres mere attraktivt for unge mennesker at prøve kræfter med dommergerningen, så tilbagegangen i antallet af håndbolddommere mindskes, fortæller Jan Rasmussen, Direktør for Spar Nord Horsens.

Jydsk Håndbold Forbund er et idrætsforbund, der organiserer håndbold i Jylland og på omkringliggende øer. Forbundet består blandt andet af otte regionale kredse. Dog har de forskellige kredse oplevet en tilbagegang i antallet af håndbolddommere den seneste tid. Oprettelsen af det nye dommerprojekt vil derfor have stort fokus på synliggørelse af alle de fantastiske og positive oplevelser dommergerningen giver, for dermed at mindske tilbagegangen og sikre en positiv udvikling for håndbolden.

Publiceret d.
11. januar 2023