Pensionstjek overraskede 60-årige Nils: "Jeg troede, jeg skulle arbejde mange år endnu"

Uanset hvor du er livet, er det en god idé at få gennemgået dine pensioner med jævne mellemrum. For 60-årige Nils Mogensen gav det vished om, at han kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet tre år tidligere end forventet.

”Hvis bare man sætter 14 % af sin løn ind på sin pension hver måned, så går det jo nok.”

Nogenlunde sådan har 60-årige Nils Mogensen altid tænkt om sin pensionsopsparing. Lige indtil en klækkelig fratrædelsesbonus fra sin tidligere arbejdsgiver for nyligt gav ham anledning til at få gennemgået sine pensioner.

Da han ønskede at sætte beløbet ind på en privat pensionsopsparing i Spar Nord, anbefalede hans faste bankrådgiver i Spar Nord Kolding at få én af bankens pensionsspecialister til at lave en samlet formueplan for hele husstanden, der udover ham selv tæller hustruen Susanne. Og det blev noget af en øjenåbner, fortæller Nils Mogensen.

Blandt andet kom det bag på Nils Mogensen, at deres økonomi giver ham mulighed for, at han allerede kan gå på pension, når han fylder 64 år.

- Jeg vil da være ærlig at sige, at hvis ikke jeg havde fået den her bonus, så ville vi da være lidt sent ude. For ikke at sige meget sent ude. Uden den bonus havde jeg nok skullet arbejde nogle år mere.

Nils Mogensen
Kolding

Han fortsætter: "Det har været en rigtig stor øjenåbner at få lavet et samlet overblik over, hvor meget vi har til rådighed, når vi bliver pensionister. Det var jo noget helt andet, end jeg troede. Jeg troede, jeg skulle arbejde, til jeg fylder 67. Der er i hvert fald kommet voldsom ro på i forhold til vores økonomi,” siger han.

Er drømmen realistisk?

At kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen betyder rigtig meget for Nils Mogensen, der gerne vil have tid til at nyde den tredje alder sammen med hustruen Susanne, der har fået konstateret sklerose.

”Nu hvor min kone har sklerose, drømmer vi begge om, at jeg kan gå på pension før folkepensionsalderen. For os handler det om at få nydt tiden sammen, mens der stadig er tid. Men én ting er at have en drøm, den skal også være realistisk at føre ud i livet,” siger han.

Derfor glæder han sig over, at Spar Nord opfordrede parret til at tage aktivt stilling til, hvordan de ønsker, at deres økonomi skal se ud som pensionister. Det har nemlig betydet, at parret nu har fået justeret deres pensionsopsparinger og forsikringer, så de passer til deres aktuelle behov og ønsker for fremtiden.

”Vi har altid bare tænkt, at vi skal være pensionister på et tidspunkt, og at det hele nok skal hænge sammen. Men hvordan vi kommer dertil, har vi aldrig tænkt over. Og det kunne vi nok heller ikke fortælle os selv. Derfor var det rigtig godt for os at blive opfordret til at løfte blikket og tage stilling til, hvad vi helst vil. For man kan jo ikke det hele,” konstaterer han.

Tag stilling, før det er for sent

Samtidig finder han det positivt, at parrets ønsker og behov hele tiden har været omdrejningspunktet for den pensionsrådgivning, de har modtaget i Spar Nord.

”I stedet for bare at tage pengene og stoppe dem ind på en konto blev der gjort rigtig meget ud af at forstå, hvem vi er, og hvad der er vigtigt for os. Og det har været en rigtig god måde at gøre det på. På den måde kan man nemlig regne baglæns og tilrettelægge det hele, så man opnår det, man gerne vil,” forklarer han.

Derfor vil Nils Mogensen klart anbefale andre at få lavet en pensionsgennemgang – også selvom pensionstilværelsen måske ligger mange år ude i fremtiden.

”Jeg vil da være ærlig at sige, at hvis ikke jeg havde fået den her bonus, så ville vi da være lidt sent ude. For ikke at sige meget sent ude. Uden den bonus havde jeg nok skullet arbejde nogle år mere. Og det kunne vi jo have nået at gøre noget ved, hvis jeg allerede havde fået kigget på de her ting som 50-årig,” slutter han.

Publiseret:
30. januar 2021