Gå til hovedindhold

Spar Nord på vej mod nyt rekordår efter stærkt 3. kvartal

Om Spar Nord 3

Stigende renter og positive kursreguleringer er sammen med en fortsat robust kreditkvalitet blandt bankens kunder hovedårsagerne til, at Spar Nord kommer ud af perioden 1.-3. kvartal med et samlet resultat på 1.871 mio. kroner efter skat og en egenkapitalforrentning på 20,8 procent.

Spar Nord har onsdag offentliggjort regnskab for perioden 1.-3. kvartal 2023. Med baggrund i det seneste års rentestigninger og positive vinde på de finansielle markeder lander banken et samlet resultat på 1.871 mio. kroner efter skat, hvilket svarer til en egenkapitalforrentning på 20,8 procent.

Lasse Nyby · Pressefoto

- Der er ingen tvivl om, at resultatet i høj grad er drevet af de stigende renteindtægter. Vi har dog også oplevet tilfredsstillende kursreguleringer på bankens egenbeholdning af obligationer, som ligeledes bidrager pænt til resultatet.

Lasse Nyby
Administrerende direktør i Spar Nord

- Dertil kommer en fortsat robust kreditkvalitet blandt vores privat- og erhvervskunder, som betyder, at vi kan tilbageføre nedskrivninger.

Trods gode takter i økonomien er der ifølge Lasse Nyby fortsat grund til usikkerhed relateret til de samfundsmæssige effekter af de mange rentestigninger og den høje inflation, som har gjort sig gældende det seneste år. Kunderne har klaret sig overraskende flot igennem indtil nu, men der ses aktuelt et lavere aktivitetsniveau.

- Kald det nordjysk forsigtighed, men jeg tror ikke på, at vi har set de langsigtede effekter af de mange rentestigninger. Af samme årsag har vi også valgt at forøge det ledelsesmæssige skøn på nedskrivninger i tredje kvartal for at tage højde for den usikkerhed.

På baggrund af resultatet for 3. kvartal fastholder Spar Nord sine finansielle forventninger til årets resultat i niveauet 2.350-2.550 mio. kroner efter skat, og dermed ser det ud til, at Spar Nord kommer ud af 2023 med det bedste resultat i bankens historie.

- Som tingene er nu, skal meget gå galt, for at 2023 ikke bliver et nyt rekordår for banken. Det vil være en fantastisk start på 2024, hvor Spar Nord samtidig runder 200 år, lyder det afsluttende fra Lasse Nyby.

Læs mere om regnskabet

Publiceret d.
1. november 2023