Gå til hovedindhold

Spar Nord Aars opruster med ny privatrådgiver

6680 Aars · Nyhedsrummet · Jeanette Dejligbjerg

Jeanette Dejligbjerg (38) er tiltrådt stillingen som ny privatrådgiver i Spar Nord Aars. Sammen med et stærkt hold af rådgivere skal hun fremover medvirke til at sikre den positive udvikling i banken.

Spar Nord Aars har ansat Jeanette Dejligbjerg som ny privatrådgiver, og hun tiltræder stillingen med en bred vifte af både sociale og faglige kompetencer, herunder mere end 13 års erfaring inden for den finansielle sektor. Fremover skal hun bidrage til, at bankens kunder modtager kompetent og alsidig rådgivning.

Jeanette kommer fra en stilling som privatrådgiver, hvorfra hun har erhvervet sig nogle værdifulde kompetencer, som hun ser frem til at gøre brug af i sin nye stilling. Det er således en stærk profil, som Spar Nord Aars får med ombord på holdet.

- Spar Nord er for mig en ambitiøs bank, som samtidigt vægter lokalsamfundet højt. Selvom banken er en af landets største banker, er der store frihedsgrader i den lokale bank. Det tiltaler mig og min måde at arbejde på, fortæller Jeanette Dejligbjerg og fortsætter:

- Jeg ser meget frem til at lære både kunder og kolleger at kende. Det vigtigste for mig er at skabe tillid og gøre en forskel i mit arbejde. Jeg håber, at jeg kan være med til at udvikle bankområdet yderligere med nye gode og tilfredse kunder. Vi skal være områdets foretrukne bank.

Privat bor Jeanette i Aars med sin kæreste Morten og hendes datter Agnete på 8 år. Fritiden bliver blandt andet brugt på familie, venner, gåture i naturen, fitness og datterens fritidsinteresser, herunder ridning og håndbold.

Jeanette Dejligbjerg er tiltrådt stillingen pr. 1. oktober 2023, og hun er derfor klar til at tage godt imod nye såvel som eksisterende kunder. Hun kan kontaktes på telefon 7224 5839 eller mail jede@sparnord.dk.  

Publiceret d.
17. oktober 2023