Gå til hovedindhold

Økonomisk håndsrækning til Lions Club Løgstør

4523 · Løgstør · Nyhedsrummet · Sponsorat · Lions Club

Løgstør vil igen i år danne rammerne for Kanal Gourmet & Kultur Rally langs Frederik VII’s Kanal. Til gennemførelse af arrangementet har Spar Nord Løgstør støttet Lions Club Løgstør med en check på 10.000 kroner.

Til maj vil ruten langs Frederik VII’s Kanal atter summe af liv, når Kanal Gourmet & Kultur Rally afholdes. Undervejs på den flotte vandretur vil der være en række stop, hvor lokale leverandører serverer forskellige specialiteter tilberedt af lokale råvarer. Et arrangement som Spar Nord Løgstør ynder at støtte op omkring med en check på 10.000 kroner.

For afdelingsdirektør i Spar Nord Løgstør, Bjørn Drejer, betyder det meget at kunne bidrage til et arrangement, der præsenterer Løgstør by og de mange ting, som byen indeholder i forhold til natur, mad og kultur. Og samtidig støtte op om et arrangement, hvor indtægterne ubeskåret går til velgørende arbejde.

- Vi bakker op omkring gode initiativer. Det er vigtigt, at der sker så mange ting i lokalsamfundet som muligt. Kanal Gourmet & Kultur Rallyet er en fantastisk promovering af Løgstør. Den viser, at byen kan stå sammen og byde på noget helt særligt. Så mange som muligt skal opleve den kreativitet, der er i byen. En række ildsjæle sætter deres præg på byen, og dem bakker vi gerne op om, siger Bjørn Drejer.

Ruten starter ved Pavillon Christiansminde, hvorefter de besøgende bliver ledsaget af en lokalkendt guide langs kanalen til Kanalbetjenthusene i Lendrup, hvor der undervejs vil være stop for at smage nogle af de lokale specialiteter. Fra Lendrup går turen tilbage mod Løgstør i enten minitog eller båd.

Publiceret d.
26. april 2022