Gå til hovedindhold

Donation sætter vind i sejlene hos Lynæs Sejl- og Kajakklub

7139 Hillerød · Nyhedsrummet · Kajakklub

Spar Nord Hillerød har, på vegne af Spar Nord Fonden, doneret 35.000 kroner til Lynæs Sejl- og Kajakklub. Donationen skal gå til en spritny sportsbåd til brug for sejlerskoleelever, kvinder og unge.

Lynæs Sejl- og Kajakklub er en aktiv forening for alle aldre. Der er både junior- og voksensejlerskole samt kajak-skole, kajak-sejlads, kapsejlads og meget mere. Året rundt mødes klubbens medlemmer til både faste arrangementer og forskellige foredrag.

Mandag den 8. januar var der højt humør og brede smil, da Henrik Dyndegaard, afdelingsdirektør for Spar Nord Hillerøds erhvervsafdeling, kiggede forbi med en donation på i alt 35.000 kroner på vegne af Spar Nord Fonden. Klubben har ansøgt om midler til anskaffelse af en sportsbåd, der for alvor skal sætte vind i sejlene og bidrage til den energi, der er i fællesskabet.

- Som lokalbank er vi stolte over, at vi sammen med Spar Nord Fonden kan værne om det aktive foreningsliv i vores lokalområde. I Lynæs Sejl- og Kajakklub er der fokus på sejlsport og fællesskab, og der er plads til alle. Sejlsport er en investeringstung sport, og da Hundested befinder sig i et udkantsområde, har mange af de lokale ikke råd til at udnytte de oplagte stedgivne fritidsmuligheder, som Isefjorden byder på, udtaler Henrik Dyndegaard.

Lynæs Sejl- og Kajakklub fortsætter i 2024 med ”Sejler 2.1”, som er det helt rigtige tilbud til dig, der er ny sejler eller har været ude på nogle ture, og gerne vil blive bedre og mere tryg ude på vandet. Tilbuddet duer også for dig, der er mere erfaren, men trods alt tror at du kan lære lidt mere – og desuden gerne vil lære fra dig ud fra egne erfaringer.

Har du fået lyst til at høre nærmere, er du altid velkommen til at ringe til et af bestyrelsesmedlemmerne eller kontakte dem via nedenstående link:

https://www.lynaes.dk/kontakt-os/

Publiceret d.
19. januar 2024