Gå til hovedindhold

Tre lokale ildsjæle modtager BI-humørlegat

7653 Brønderslev · Nyhedsrummet · Humørlegatet

Tre personer fra Brønderslevs Idrætsforening hædres med traditionsrigt legat for deres vedvarende indsats i lokalsamfundet.

Det traditionsrige BI-humørlegat tildeles hvert år til trænere og ledere, der har gjort en markant forskel og har ydet en god indsat for deres respektive foreninger. Spar Nord forvalter legatet, og Annette Drivsholm, direktør for Spar Nord Brønderslev, overrækker prisen.

I år kan det hermed offentliggøres, at BI-humørlegat går til Mikael Byvang, fodboldtræner i BI Fodbold, Jan Agerbæk, spiller og sponsor for BI Bordtennis, og Malou Rank Andersen, spiller og træner i BI Håndbold. I forbindelse med prisoverrækkelsen modtager vindernes foreninger 2.000 kroner hver. I år har Spar Nord Midtvendsyssel i anledning af bankens 200-års jubilæum valgt at donere de 6.000 kroner til modtagerne af BI-humørlaget.

Mikael Byvang modtager legatet, fordi han igennem mange år har sat en ære i at træne BI Fodbolds medlemmer. Han har formået at skabe et fundament fra bunden og bygget et trænerkoncept, der har resulteret i utallige glade og inspirerede unge fodboldspillere. Med Mikaels tilgang og rummelighed ser klubben nu blandt andet, at målvogtere, der ikke tidligere vidste at bolden var rund, nu står på højeste niveau. Flere af de spillere, som han har trænet, er nu endda selv blevet målmandstrænere for de yngre målvogtere.

Jan Agerbæk er blandt modtagerne af legatet, fordi han har været et værdifuldt medlem af BI Bordtennis i rigtig mange år – helt tilbage fra tiden på Tygelsgades Skole. Jan er altid klar på at give en hjælpende hånd, om det er undervisning af byens skoleklasser, afhentning af pølsevogn til Brønderslev Marked, vagter til markedet og meget mere. Alt dette sker med et smil og ofte en kæk bemærkning.

Malou Rank Andersen modtager ligeledes legatet, og det gør hun blandt andet på baggrund af hendes ihærdige engagement og indsats i BI Håndbold. Malou spiller selv på klubbens U15-pigehold, hvor hun aldrig misser en træning. Hun beskrives af klubben som et stort klubmenneske og en meget social person, der altid er klar til at give en hjælpende hånd. Dette kom blandt andet til udtryk, da klubben manglede en træner på deres U7-mixhold. Her var Malou hurtig til at springe til som træner med stort engagement og motivation.

Hele byens bank og Brønderslev Idrætsforening ønsker de tre legatmodtager et stort tillykke med prisen, og takker dem for deres vedvarende indsat i deres respektive foreninger.

Publiceret d.
3. maj 2024