Turbo på væksten kræver timing og handlekraft

Fleasing ApS har vækstet på leasingmarkedet med en faktor 12 på bare tre år. Fem gange i perioden har Fleasing fået hævet deres trækningsret – fra 10 mio. dkk til 120 mio. dkk.

Vi har kunnet handle på markedet og udnytte de gunstige her-og-nu forretningsmuligheder i en hastighed, hvor mange andre pengeinstitutter nok var stået af.

Stefan Millschou Andersen, Partner, Fleasing ApS

Med Spar Nord i ryggen:

Det var ikke uden sommerfugle i maven, at Stefan Millschou Andersen i foråret 2016 gik i banken med et brændende ønske om at låne penge for at sætte turbo på væksten i hans leasingfirma, der hidtil havde været drevet ved siden af hans hverdagsjob. Med sig i tasken havde han et leasingkoncept til private og erhvervsdrivende. Og det var ikke småpenge, der skulle bruges. Listen af drømmebiler til privat- og erhvervsleasing var lang og eksklusiv: alt fra de tyske luksusmærker Audi, Mercedes-Benz og BMW m.fl. til de mere eksklusive mærker som Ferrari, Maserati, Aston Martin, Porsche, Bentley, Lamborghini etc. Målet var at kunne realisere kundernes drømmebil til en fornuftig pris ved at opbygge en stærk leasingportefølje med øje for kundernes økonomi, udvælgelsen af de rigtige biler og ved at tilbyde kunderne sunde leasingaftaler, hvor afskrivningsprofilen og cash flowet er tilpasset hver enkelt.

Stefan Millschou Andersen, der på det tidspunkt selv arbejdede i den finansielle sektor, valgte sammen med Christian Noll Nielsen, som dengang var eneste ansatte og senere hen er blevet partner, at køre en runde med fem udvalgte banker. Flere pengeinstitutter stod klar med penge til virksomheden, men Spar Nord forstod Fleasings forretningsmodel bedst og blev derfor valgt. Efter opstarten gik det stærkt. Fleasing havde ramt et vækstmarked, og efter bare seks måneder måtte Stefan Millschou Andersen endnu engang til sin rådgiver – denne gang for at bede om en større kreditramme til at realisere vækstmulighederne. Siden da har Stefan og hans team været fem gange omkring en rammeudvidelse, så Fleasing i dag har en trækningsret på 120 mio. dkk. mod 10 mio. dkk. for bare tre år siden.

”Spar Nord har valgt at gå med på en utrolig vækstrejse med fem kreditudvidelser på godt tre år. Det er en voldsom vækst, som jeg til tider har været nervøs for, om banken var med på. Heldigvis er vores erhvervsrådgiver i København kun et par opkald væk fra de øverste kreditansvarlige i hovedsædet, og lige netop dét har gjort det muligt”, siger Stefan Millschou Andersen. De korte clearingveje og Spar Nords evne til at forstå forretningen, herunder de underliggende risici, har betydet, at Fleasing har kunnet vækste med en faktor 12 på bare tre år. ”Spar Nords hurtige responstid har muliggjort, at vi har kunnet agere meget dynamisk på markedet og udnytte de gunstige her og nu-forretningsmuligheder med en hastighed, hvor mange andre pengeinstitutter nok var stået af”, vurderer Stefan Millschou Andersen.  

Tilbage hos Fleasing går væksten stadig i strakt trav. ”Stadigt flere forbrugere vælgere en leasingaftale, og det er til at forstå. At stå som forbruger og skulle anskaffe sig ny bil har næppe tidligere været ligeså spændende, nervepirrende og forvirrende på én gang, som det er i dagens marked. Løbende nedsættelser af registreringsafgiften de seneste år samt indtoget af el- og hybridbiler og senest et stærkt politisk ønske om udfasning af dieselbiler betyder, at usikkerheden som bilejer aldrig har været større. Denne usikkerhed og de generelle samfundstrends omkring at eje mindre og dele mere betyder, at leasingmarkedet fortsat er i stor vækst”, afslutter Stefan Millschou Andersen.

Skriv til os for at høre hvad vi kan gøre.

Skal udfyldes
Skal udfyldes
Skal udfyldes
Skal udfyldes
Skal udfyldes
Skal udfyldes
Skal udfyldes