Nye regler for onlinekøb: Det betyder det for dig

Der er trådt nye regler i kraft for online betalinger. Det er en del af et EU-direktiv, som i højere grad skal sikre såvel kortholdere som forretninger mod svindel med kort- og mobilbetalinger på nettet. Hvad det betyder for dig, kan du blive klogere på her.

Den nye EU-lovgivning øger sikkerheden for e-handelsbetalinger og kræver, at der anvendes stærk kundeautentificering. Det betyder i praksis, at der minimum skal være to faktorer til at godkende en elektronisk betaling. Det kaldes i daglig tale for to-faktor-godkendelse, og indeholder to af de tre nedenstående faktorer:

💳 Noget man har (fx ens mobiltelefon eller betalingskort)

💡 Noget man ved (fx en personlig kode)

🙋🏽‍♂️ Noget man er (fx ansigts-genkendelse eller et fingeraftryk)

Sådan opleves det, når du handler online

Når du køber en vare på nettet med dit betalingskort, kan du fremadrettet blive bedt om at verificere dit køb med enten NemID eller et personligt kodeord sammen med en sms-engangskode. Betalingsprocessen med kodeordet vil foregå således:

  1. Indtast dine kortoplysninger og modtag éngangskode på sms
  2. Indtast éngangskode
  3. Indtast personlig kodeord
  4. Klik bekræft

Sådan opleves de nye regler, når du bruger MobilePay

Anderledes er de nye regler for MobilePay-betalinger, som i forvejen bygger på to-faktor-godkendelse:

  1. Betalingen sker fra brugerens telefon (noget man har), som er tilknyttet brugerens MobilePay-app
  2. Brugeren åbner appen med en personlig kode (noget man ved) eller fingeraftryk/ansigtsgenkendelse (noget man er) for at godkende betalingen

MobilePay er altså født med to-faktor-godkendelse, og I langt de fleste situationer, vil du opleve betaling i webshops med MobilePay, som du plejer. Du logger ind i appen og swiper.

I andre situationer kan du i en overgangsperiode opleve at skulle godkende dine køb med NemID eller et personligt kodeord sammen med en sms-engangskode. Du kan oprette en personlig kode på nets.eu/3ds.

For online kortbetalinger er det en løsning, der er kommet for at blive. Du skal derfor forvente, at du skal finde telefonen frem for at godkende online betalinger via en sms-engangskode eller NemID. Har du endnu ikke downloadet NemID-nøgleapp, er der altså god grund til at gøre det nu.

Vær opmærksom på, at du fra 28. december 2020 ikke længere kan bekræfte dit online køb med dit NemID nøglekort. Du skal benytte NemID nøgleAPP. 

Publiseret:
13. januar 2021