Fuld valuta for din overskudslikviditet

Foto: Shutterstock

I det historiske lavrentemiljø er det nødvendigt at investere virksomhedens overskydende likviditet, hvis ikke overskud skal føre til udgifter. Her får du seks gode råd til placering af virksomhedens overskudslikviditet, så du undgår negative renter.

1. Invester, invester, invester

Indlånsrenten for virksomheder er gået i minus, og det vil sige, at mange virksomheder betaler renter for at have deres penge stående i banken, alt imens inflation spiser en del er værdien hver eneste år. Det kan derfor være en god ide at sætte liv i dine indeståender ved at investere i eksempelvis aktier og obligationer. Start med at kigge på virksomhedens overskudslikviditet. Det er altid en god ide at have et økonomisk buffer, men forventer du en positiv udvikling i virksomhedens cash flow fremadrettet, kan du med fordel overveje at investere dele af den overskydende likviditet.

2. Find den rette risikoprofil

Men før du lader dig forblænde af baseballkurvede aktiekurser og attraktive investeringscases, bør du finde en risikoprofil. Den rette risikoprofil afhænger meget af den enkelte virksomhed, og du bør derfor afveje, hvor stor en risiko du tør løbe, inden du begynder at investere. Et godt råd er at sprede sin risiko og ikke lægge alle æg i samme kurv. Du kan eksempelvis investere på tværs af aktivklasser, brancher og regioner. Herudover bør du også overveje, hvor stor en del af overskudskapitalen du tør at investere.

3. Overvej din investeringshorisont

Valg af risikoprofil hænger typisk tæt sammen med den ønskede tidshorisont for din investering. Har I i virksomheden eksempelvis et mål om at udvide jeres fysiske rammer inden for de kommende år, kan det eksempelvis tale for en lav risikoprofil, da det er afgørende, at der ikke satses for højt, når pengene skal bruges inden for en kort tidshorisont. En god tommelfingerregel er, at jo længere investeringshorisont jo højere risikoprofil, men det rette valg afhænger som nævnt af den enkelte virksomheds situation, robusthed og planer for fremtiden.    

4. Hold styr på likviditeten

Når du investerer, binder du som sagt dine penge i en periode. Og det får nogle virksomheder til at undlade at investere med frygt for virksomhedens likviditetsberedskab. Det er der dog råd for. Med eksempelvis en kassekredit giver du din virksomhed en økonomiske buffer, som er tilgængelig, hvis der pludselig skulle opstå uforudsete udgifter.

5. Vurder dit eget engagement

Er du en investeringshaj, der hele tiden er up to date med de seneste udviklinger på aktiemarkedet, eller har du simpelthen for travlt med at skabe værdi for dine egne kunder? I dag kan alle investere, og hvor meget du vil være involveret i processen, er helt op til dig. Overvej derfor, hvor meget tid du selv vil bruge på at følge din portefølje og drøft det med din investeringsrådgiver. Så finder de nemlig en løsning, der passer til dig.

6. Snak med din bank

Det er altid en god ide at kontakte din bank, inden du investerer. Her kan du få en nærmere snak om dine muligheder og få hjælp til at udarbejde en investeringsstrategi. Derudover kan du altid få løbende sparring med en professionel investeringsrådgiver. Med banken i ryggen har du således de bedste forudsætninger for at få fuld valuta for din overskudslikviditet.