5 grunde til at tale pension med din rådgiver

Foto: Shutterstock

Går du stadig og overvejer, om du bør starte en pensionsopsparing, eller er du i tvivl om, hvorvidt din pensionsopsparing er skruet sammen på den rigtige måde? Her får du fem spørgsmål, der kan spore dig ind på, om du gør klogt i at tage en snak med din rådgiver om din pensionsopsparing.

Uanset om du har brug for en snak om fordelingen af din opsparing, input til, hvordan pengene kan investeres, eller hjælp til i det hele taget at få startet en pensionsopsparing, er din rådgiver klar.

Ifølge Michael Mehlsen Sørensen, pensions- og investeringskonsulent i Spar Nord, handler den individuelle pensionsrådgivning, som Spar Nord tilbyder, netop om at se på kundens behov – nu og fremadrettet.

– Vi har ingen standardløsninger eller kasser, vi putter vores pensionskunder i, så den individuelle behovsafdækning er en naturlig del af det at have en pensionsopsparing hos os. Vores kunder er meget forskellige, og derfor er vi nødt til at se på den enkeltes behov, muligheder og ønsker, forklarer han.

Her spiller din rådgivers totale overblik over din økonomi en afgørende rolle, uddyber Michael Mehlsen Sørensen.

– Når du engang skal i gang med din pensionstilværelse, er det ikke kun selve opsparingen, du skal leve af, men også dine frie midler, dine ejendomsværdier osv., og derfor er det enormt vigtigt med et samlet overblik. Dét har din rådgiver, siger han.

1
Afspejler din opsparing dine forventninger til fremtiden?

Hvilket liv drømmer du om at leve, når du går på pension? Tag en snak med din rådgiver om, hvordan du skal sammensætte din pensionsopsparing, så den matcher dine forventninger.

2
Hvor meget har du råd til at spare op lige nu?  

Tjener du ikke så meget lige nu, eller har du en gæld, du skal have bragt ned, så tal med din rådgiver om, hvordan din fordeling bør være. Dit pensionsafkast vil sandsynligvis aldrig kunne modsvare de renteudgifter, der er på din gæld.

3
Hvilken risiko passer til dig?

Er der længe til, du skal på pension, kan du tillade dig en større risikovillighed, end hvis du når pensionsalderen om få år. Men risikovillighed afhænger ikke kun af din alder, og hvornår du har startet din opsparing, men også af hvem du er som person.

4
Hvordan er din opsparing fordelt?

Du kan sætte penge af på en ratepension, en livrente eller en aldersopsparing. Hvilken – eller hvilke – du bør vælge, afhænger af flere ting. Hvordan dine pensionsmidler investeres bedst, kan din rådgiver også hjælpe dig med.

5
Har du pension stående flere steder?

Har du arbejdet flere steder, er sandsynligheden for, at du har pensionsopsparinger stående flere steder, relativt stor – og det kan koste en masse i administrationsgebyrer. Din rådgiver kan hjælpe dig med at danne overblik og samle dine opsparinger.

Du bør have et pensionsmøde med din rådgiver en gang årligt for hele tiden at være opdateret på, om du bør skrue på din pensionsopsparing.