Gå til hovedindhold

4 ting, der ikke kan betale sig at fixe op til et boligsalg

15 · Topfoto

Selvom det gør din bolig mere attraktiv at udbedre mindre skader, inden dit hjem skal vises frem for potentielle købere, er det langt fra alle renoveringsprojekter, der kan betale sig i tiden op til et salg. Her får du fire eksempler på forbedringer, der sjældent tjener sig ind på kort sigt.

Vil du forbedre dine chancer for at få solgt – dels inden for kort tid og dels til en fordelagtig pris – kan det generelt godt betale sig at minimere antallet af småskader i din bolig, inden den skal vises frem for potentielle købere. Det er dog langt fra alt, der kan betale sig at fixe i tiden op til et boligsalg.

Det fortæller Frank Vestergaard Andersen, der er ejendomsmægler ved ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen.

”Når du skal sælge din bolig, er det vigtigt, at køber føler sig tryg ved de store linjer. Det handler om at gøre alting så let for køber som muligt og at give køberne et indtryk af, at de køber noget, de kan flytte lige ind i. Men når det er sagt, er der også nogen forbedringer, der ikke giver dig pengene igen én til én,” siger han.

Om udgifterne til forbedringer er godt givet ud afhænger også af boligens stand. Er der tale om en nyere eller en renoveret bolig, kigger køberen oftere på detaljerne, fordi de store ting som tag og vinduer allerede er skiftet. Er der omvendt tale om et ældre hus, der skal renoveres efter salget, vil det dog typisk være det modsatte, der gør sig gældende.

Her får du ejendomsmæglerens bud på, hvilke renoveringsprojekter du som tommelfingerregel skal undgå at kaste dig over i tiden op til et salg – uanset hvor gammel din bolig er.

1

Udskiftning af køkken og bad

De helt store (og ofte dyre) renoveringsprojekter som at bygge nyt køkken eller badeværelse er sjældent besværet værd i tiden op til et salg. Selvom du installerer nyt køkken for mange tusinde kroner, er det nemlig ikke ensbetydende med, at pengene kommer igen ved et salg. F.eks. hvis køber hellere foretrækker et andet materialevalg eller en anden indretning end dig. Det er dog vigtigt, at begge rum fungerer, som de skal. Er toilettet defekt, eller løber vandhanen, er det derfor en god idé at få taget hånd om disse mangler, inden din bolig skal vises frem.

2

Udskiftning af klinker og trægulve

Selvom klinkerne eller gulvene i din bolig har mange år på bagen, er der ingen grund til at skifte dem i tiden op til et salg. Dels vil langt de fleste købere gerne selv have indflydelse på materialevalget efter overtagelsen, og dels er det ikke sikkert, at køber synes, at gulve og klinker overhovedet skal skiftes. Der er nemlig mange – især yngre – købere, der synes, det er fedt med tidstypiske klinker og originale detaljer. Skifter du gulve og klinker ud for at optimere boligens værdi, kan det derfor være, at du ender med at få en bolig, som køber ikke finder lige så interessant. Har du smukke, gamle trægulve, vil det dog være en god idé at opfriske dem med en gang olie eller en finslibning.

3

Energiforbedrende tiltag

Efterisolering, udskiftning af vinduer og andre energiforbedrende tiltag gør utvivlsomt din bolig mere attraktiv for køber, fordi det giver besparelser på varmeregningen, men det er ikke noget, du skal kaste dig over, hvis du står over for at sælge din bolig. Selvom det uomtvisteligt vil højne din boligs værdi at gøre din bolig mere energivenlig, vil merprisen nemlig sjældent stå til mål med udgiften på kort sigt. Energiforbedrende tiltag kan dog være en god investering på den lange bane, men det er som udgangspunkt kun noget, du skal føre ud i livet, hvis du også selv kan nå at få gavn af forbedringerne i en vis periode.

4

Indendørs malerarbejde

Selvom det måske er årevis siden, dine vægge sidst har set en malerrulle, kan det sjældent betale sig at male op til et boligsalg. Maler du væggene i lyse nuancer, kommer lofter og døre nemlig til at fremstå knap så pæne, og dermed bliver malerprojektet pludseligt meget omfattende – og dyrt. Derudover er langt de fleste købere indstillede på selv at skulle male efter overtagelsen – også for selv at få indflydelse på farvevalget.

Har du valgt en meget mørk farve til dine vægge, kan det dog anbefales at male dem i en lysere farve for at få rummet til at syne større. Det vil ejendomsmægleren dog typisk rådgive dig omkring under vurderingen af din bolig. Det gælder i øvrigt også resten af din ejendom.

”Når jeg har gennemgået hele huset fra kælder til kvist, vil jeg typisk kommentere husets stand og behovet for forbedringer. Typisk kommer jeg med tre til fire anbefalinger til, hvad sælger med fordel kan tage sig af,” siger Frank Vestergaard Andersen.

Vil du vide mere om, hvordan du forbedrer dine salgschancer? I nedenstående artikel får du ejendomsmægler Frank Vestergaard Andersens bedste tips til, hvad du gør klogt i at fixe, inden din bolig skal vises frem.

Skal vi hjælpe med dit boligsalg?

Kontakt os helt uforpligtende, så vender vi tilbage hurtigst muligt. Vi er her for at rådgive.