Gå til hovedindhold

10 forbedringer, der gør din bolig nemmere at sælge

12 · Topfoto

Vil du forbedre dine chancer for at få din bolig solgt i en fart og til den rigtige pris, er det en god idé at få minimeret antallet af småskader. Her får du ejendomsmæglerens anbefalinger til, hvad du gør klogt i at fixe, inden din bolig skal vises frem.

Løstsiddende tapet, gabende fodlister og skæve køkkenlåger. Det er bare et par eksempler på småskader, der ikke gør noget godt for køberens førstehåndsindtryk af din bolig. Måske tænker du, at køber relativt nemt kan udbedre skaderne efter overtagelsen. Men faktisk har det positiv indflydelse på både liggetiden og salgsprisen, hvis du får taget hånd om så mange fejl og mangler som muligt, inden din bolig ryger på markedet.

Du behøver dog langt fra renovere din bolig fra kælder til kvist for at forbedre dine chancer for at få solgt. Det fortæller Frank Vestergaard Andersen, der er ejendomsmægler ved ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen. Mange gange er det nemlig de helt små detaljer, der gør hele forskellen, mener han.

”Det er vigtigt, at din bolig ikke har for mange små mangler, når den skal vises frem. Det påvirker nemlig helhedsindtrykket, når køber skal se dit hjem for første gang. ” siger han.

Ikke alt kan betale sig

Selvom det har stor værdi for køberne at udbedre mindre skader, inden din bolig skal vises frem, er det dog ikke alt, der kan betale sig at fixe. Bl.a. fraråder Frank Vestergaard Andersen at lave nyt køkken eller bad umiddelbart inden et boligsalg. Dels fordi det er en smagssag, hvad man synes er pænt, men også fordi det langt fra er sikkert, at du får pengene igen ved et salg. Det samme er tilfældet, hvis du skifter dine gamle vinduer ud med nye energirigtige af slagsen.

Behovet for småjusteringer afhænger også af, hvor gammel din bolig er. Er der tale om en nyere eller renoveret bolig, kigger køberen i langt højere grad på detaljerne, fordi de store ting som tag og vinduer allerede er skiftet. Er der omvendt tale om et ældre hus, der skal renoveres efter salget, er det ikke de små ting, som køber kigger på, men derimod de større ting som tag og vinduer.

Begynd med det udvendige

Men hvad kan så betale sig at fixe? Ifølge Frank Vestergaard Andersen er det en rigtig god idé at begynde med det udvendige. Det er nemlig det første, køber møder – måske endda inden fremvisningen, hvis køber kører forbi for at se din bolig udefra.

”Sørg for at præsentere huset så godt som muligt udefra. Husk på, at det er boligens visitkort, som skal overbevise køberne om, at din bolig ser spændende ud. Er postkassen skæv, hænger husnummeret, og er haven ét stort vildnis, er det derfor en rigtig god idé at få rettet op på de her ting,” forklarer Frank Vestergaard Andersen.

Derudover bør du generelt sikre, at din bolig er så funktionel som mulig. Dermed ikke sagt, at dit køkken eller bad behøver være spritnyt, men det er vigtigt, at rummene virker, som de skal, påpeger Frank Vestergaard Andersen.  

”Det handler om at gøre alting så let for køber som muligt og at give køberne et indtryk af, at de køber noget, de kan flytte lige ind i, siger han.

10 forbedringer

Nedenfor får du Frank Vestergaard Andersens 10 gode råd til, hvad du gør klogt i at få tjek på, inden din bolig skal vises frem:

  1. Ret postkassen: Er postkassen skæv, bør du sørge for at få den rettet op, så køber føler sig tryg allerede ved havelågen.
  2. Skru husnummeret fast: Et løsthængende husnummer eller andre udvendige småskader kan få køber til at tænke, om huset heller ikke er velholdt indeni.
  3. Gør haven nem at vedligeholde: Langt de fleste købere ønsker en have, som er nem at holde i dagligdagen. Har du et bed, som du ikke har tid til at holde som sælger, så nedlæg det, og så græs i det i stedet for.
  4. Justér køkkenlågerne: Brug en halv time på at justere køkkenlågerne, så køber får indtryk af, at køkkenet er funktionsdygtigt.
  5. Fix vandhanen: Hvis vandhanen drypper, vil det ikke alene være et stort irritationsmoment for køber i hverdagen, men det vil også have indflydelse på vandforbruget.
  6. Gå dørene efter: Tjek, at håndtagene ikke sidder løst, og at dørene kan lukkes.
  7. Køb et nyt toilet: Har toilettet mange år på bagen, eller er det decideret defekt, så få det skiftet ud, så badeværelset fungerer. Det samme gælder håndvasken, hvis den er revnet i porcelænet.
  8. Ordn fodlisterne: Fodlister, der gaber, springer meget hurtigt køber i øjnene og kan give et indtryk af, at boligen er fyldt med byggetekniske fejl.
  9. Spartl revner i vægge og lofter: Hvis du har gipslofter, skal du være opmærksom på, om der er revner i samlingerne.
  10. Reparér tapetet: Hvis tapetet sidder løst hist og her, eller hvis det er fyldt med kradsemærker fra husdyr, så få det udskiftet de steder, hvor det trænger mest.
Publiceret d.
4. februar 2020

Skal vi hjælpe med dit boligsalg?

Kontakt os helt uforpligtende, så vender vi tilbage hurtigst muligt. Vi er her for at rådgive.