10 gode grunde til at indbetale til pension

Foto: Shutterstock

Allerede fra dine første år på arbejdsmarkedet er det klogt at sætte penge til side til pensionsalderen. Også selv om du måske hellere vil bruge dem på noget andet. Her får du 10 gode grunde til at starte en pensionsopsparing.

Rejser, nye møbler, gode madoplevelser, den nyeste elektronik. Der er mange ting, som er sjovere at bruge penge på end en pensionsopsparing. Har du lige købt ny bil eller investeret i en bolig, føler du måske ikke rigtig, at der er råd til at sætte penge af til pension lige nu og her. Måske tænker du, at den post godt kan vente nogle år, og at det hele jo nok skal gå alligevel.

Det skal du måske genoverveje. For der er mange fordele ved at påbegynde din pensionsopsparing, så snart du får en fast månedlig indtægt. Om ikke andet kan du starte efter devisen: Lidt er bedre end ingenting.

Her har vi listet 10 gode grunde til at starte din pensionsopsparing så tidligt som muligt:

  1. Hvis du vil være sikker på at kunne opretholde din nuværende levestandard, når du går på pension, kræver det en god opsparing.
  2. Forbered dig på at være pensionist i flere år end dine forældre. Vi bliver ældre og ældre – blot i løbet af de seneste 20 år er middellevetiden steget med cirka fire år. Du skal starte din pensionsopsparing i god tid, hvis du skal nå at spare nok op til alderdommen.
  3. Jo ældre du er, jo før du kommer i gang med din pensionsopsparing, desto mere må du undvære hver måned for at nå at spare nok op, inden din tid på arbejdsmarkedet rinder ud.
  4. Jo før du begynder din opsparing, desto mere afkast giver din pensionsopsparing. Hvis du begynder at spare op som 25-årig, vil der være genereret et afkast svarende til mere end 35 pct. af opsparingen, når du når pensionsalderen. Du skal altså selv kun indbetale cirka 65 pct. af den samlede opsparing. Til sammenligning vil afkastet kun være 15 pct., hvis du først begynder at spare op til pension som 50-årig.
  5. Vil du have mulighed for at udleve en drøm om at flytte til Spanien som pensionist, køre tværs over USA som 70-årig eller invitere familien med på rejser, er du nødt til at have en god pensionsopsparing.
  6. Selv om flere boligejere er blevet forgyldte, fordi boligpriserne er steget betydeligt, efter at de købte, er det alt for risikabelt at sætte din lid til, at det kan udgøre en del af din opsparing. I stedet bør du få stablet en god opsparing på benene.
  7. Har du taget lån i din bolig for at højne din levestandard, har du ingen opsparing i murstenene. Her er det guld værd at have en solid pensionsopsparing i baghånden.
  8. Har du afdragsfrie lån? Så skal du huske, at du ikke har nogen opsparing i boligen, men skal sikre din pensionisttilværelse på anden vis.
  9. Jo før du starter din opsparing, desto mere risikovillig kan du tillade dig at være i dine investeringer. Når du nærmer dig pensionsalderen, anbefales lav risiko, så du ikke mister din pensionsformue på grund af udsving på markedet.
  10. Får du påbegyndt din opsparing meget sent, risikerer du at blive afhængig af økonomisk hjælp fra andre, eksempelvis dine børn. Vil du hellere hjælpe dem end modsat, skal du starte din pensionsopsparing tidligt.