Gå til hovedindhold

Spar Nord Aalborg opruster med ny souschef til erhverv

Jens Madsen (41) er pr. 1. marts tiltrådt som ny souschef i Spar Nord Aalborgs erhvervsafdeling, hvor han fremover skal medvirke til at styrke bankens position i det nordjyske. Med sig har han 21 års erfaring fra den finansielle verden.

5837 Osteraa · Nyhedsrummet · Jens

Som ny souschef for Spar Nord Aalborgs erhvervsafdeling skal Jens Madsen med sine mange års erfaring inden for den finansielle sektor sikre bankens kunder alsidig og kompetent rådgivning i tæt samarbejde med de andre kolleger i afdelingen.

Jens kommer fra en stilling som erhvervsrådgiver i Nordjyske Bank/Ringkjøbing Landbobank, hvor han har været ansat i 21 år. Ved siden af erhvervsrådgiverstillingen har han de seneste 3 år fungeret som salgsleder for erhvervsafdelingen med ansvar for pensions- og forsikringsområdet.

Med en bred viden inden for erhvervsområdet og et godt kendskab til forretningen bidrager Jens derfor med en stærk profil til Spar Nord Aalborgs erhvervsafdeling.

- Jeg glæder mig til at blive en del af en meget attraktiv erhvervsbank, der vil vækste på erhvervsområdet. Samtidig ser jeg frem til at etablere nye kunderelationer, hvor vi skal fortsætte det gode arbejde med at være kundernes foretrukne bank i Stor Aalborg. Jeg ser endvidere frem til at blive en del af Spar Nord familien, og jeg kan allerede nu mærke, at Spar Nord er et godt sted at være kunde og ansat, fortæller Jens Madsen.  

Privat bor Jens i Klarup med sin kone Carina og deres to børn på henholdsvis 6 og 9 år. Fritiden bliver blandt andet brugt på at deltage aktivt i det lokale foreningsliv, hvor han er fodboldtræner for sin datters fodboldhold. Herudover bruger Jens meget tid sammen med familie og venner.

Jens Madsen tiltrådte stillingen i Spar Nord Aalborg pr. 1. marts 2023. Han er derfor klar til at tage godt imod nye såvel som eksisterende erhvervskunder. Han kan kontaktes på tlf. 9630 2649 eller mail jema@sparnord.dk.

Publiceret d.
11. april 2023