Gå til hovedindhold
22. juli 2021
Svendborg

Et skridt nærmere en bølgemark i Svendborg Havn

Foreningen Svendborgsund Havhave arbejder på at søsætte en bølgemark i Svendborg Havn, der sætter fokus på en stærk forbindelse til havet gennem dyrkning, spiselighed og fællesskab. Med en stor økonomisk håndsrækning fra Spar Nord Fonden ser det nu ud til at blive en realitet.

3632 Svendborg · Nyhedsrummet 1470X830px · Lokal Nyhed

Maritime nyttehaver har på ganske få år spredt sig som en steppebrand langs de danske kyster, og Svendborg er ingen undtagelse. Foreningen Svendborgsund Havhave har nemlig sat alle sejl ind for at etablere en bølgemark, som er en flydende dyrkningsplatform, hvor man kan kultivere muslinger, tang og østers samt formidle havets bæredygtige ressourcer. Og med støtte fra Spar Nord Fonden ser det nu ud til, at projektet snart kan blive til virkelighed.

Ambitionerne for projektet er da heller ikke til at tage fejl af hos Torsten Andersson og Jens Asser Krog Thellesen, der begge sidder i bestyrelsen i foreningen Svendborgsund Havhave:

- Udover at dyrke muslinger og tang er det vores mål som forening at være synlige på havnen, i byen og på sigt at stå for arrangementer, som f.eks. langbordsmiddage på kajen og madlavning med børn, ligesom vi vil understøtte andre arrangementer med lækre råvarer. Udover dyrkning og konsumering er målet med projektet også formidling og undervisning af børn og unge, så de kan få et forhold til det maritime samt en øget bevidsthed om bæredygtighed og fødevarer, som ikke belaster CO2-regnskabet, fortæller Torsten Andersson, som værdsætter den økonomiske støtte fra Spar Nord Fonden.

I udvælgelse af donationer lægger Spar Nord Fonden blandt andet vægt på, at donationerne skal medvirke til udvikling og sammenhold i lokalsamfundet, kulturelle aktiviteter samt udvikling, der er med til at løse samfundsmæssige udfordringer. Her passer dette projekt godt ind, hvor en bølgemark muliggør at dyrke ’regenerativt’ i havet og derigennem sætte fokus på bæredygtighed, fortæller direktør i Spar Nord Svendborg Ulrik Feveile på vegne af Spar Nord Fonden.

- Med projektet er det muligt at frembringe mad til mennesker og samtidig aktivt bidrage til et sundt og levende havmiljø i Svendborg Havn. Blå økosystemer og marine ressourcer bidrager heller ikke blot til gastronomiske oplevelser, men kan også være med til at skabe klima- og miljøforbedringer. Og netop det vil vi naturligvis gerne støtte op om og hjælpe med at sætte fokus på, forklarer han.

Det forventes, at bølgemarken er i vandet i Svendborg Havn inden udgangen af 2021. Foreningen vil nu kaste sig ud i at tiltrække medlemmer til foreningen, hvor ambitionen er, at mellem 50 og 100 ønsker at deltage i foreningens arbejde.